Fredag den 6. juli 2001

Nedenstående er skrevet FØR lejrens start!

Bæverne er så heldige at holde formiddagen "fri" til deres egne aktiviteter, så det kan enden med alt fra et kig på den lokale sø til at undersøge en myretue? Det finder deres ledere David, Line og Lars helt sikkert ud af!

Ulve, juniorer, spejdere og seniorer er på forskellige aktiviteter denne formiddag, og som før nævnt så ved vi endnu ikke med sikkerhed hvilke. Øv!

Eftermiddagen og for nogles vedkommende hele aftenen - så skal lejren nedbrydes, så det stort set kun er teltene, som står tilbage.

Det var lidt om det, vi har planlagt til denne dag, og det bliver rettet til hvad der så i virkeligheden ER sket i løbet af dagen. Denne "rettelse" sker allerede fredag den 6. juli omkring kl. 23.00, og hvis teknikken virker, vil der også komme billeder her under.


Peter Fly skrev lørdag klokken 7.00:
Beklager endnu en gang... For sent igen, men det gik lidt hektisk til med at pakke lejren sammen i går, så der blev ikke lige tid til det med at skrive om dagens begivenheder. Til gengæld kan der nu ses hikedagbøger, så kig lidt på det.

Nå, i går fredag var en dag, hvor der var fuld aktivitet om formiddagen, så nu har alle enheder prøvet at rense sild og bagefter ryge/røge dem. Vi er lidt i tvivl om hvorvidt det hedder at ryge fisk eller at røge fisk, men da vi besøgte et røgeri torsdag, sagde den flinke "silderøger" at han var da ligeglad, hvad vi kaldte det. Han kaldte det at "ryge" sild, for det andet lød for åndssvagt. "Man kan da ikke sige RØGE sild", var hans ord.

Roverne nåede på orienteringsløb, og nogle var NOGET længere tid om det end andre - ikke Sara? De var på løb samtidig med at ulvene støbte deres egne stearinlys i forme og bæverne hyggede sig det sunde slik og røgede sild (god blanding), de havde lavet.

Alle telte undtagen bævernes blev pakket sammen, så de kan lægges på loftet når vi kommer hjem, uden at skulle hænge til tørre først. Det skete allerede om eftermiddagen, så seniorerne byggede 3 store bivuakker, som ulve (der havde lyst), juniorer, spejdere og seniorer kunne sove i. Rovere og ledere sov i bivuakker, telte og under åben himmel i en god blanding!

Nu er alle ved at være oppe, så morgenmaden venter på os og bil med trailer skal pakkes. Bussen kommer og henter os klokken 9.30, og færgen sejler klokken 10.45. Vi håber på at Morten Holmsber og Hans Jørgen kan komme med samme færge som os - alternativt har de en reservation "allerede" ved 16-tiden i eftermiddag. Jeg håber der kommer lidt skriveri om lørdagens begivenheder i løbet af eftermiddagen, så vend trygt tilbage!



Der må da være NOGLE misundelige mødre, nå de ser vores 3 kæmpekomfurer, som hver har plads til 10-11 store gryder...



Her er juniorer og seniorer ved at ryge/røge sild!



Bæver-Kristian mener "helt sikkert" at man gerne må have LIDT??? snavsede bukser, når man er på spejdertur.



Og her er ulvene så ved at få styr på deres sager inden den store hjemrejse lørdag.