Nedenstående er skrevet FØR lejrens start!
Tja, kig en smut på forrige lørdag, for de to lørdage er såmænd helt ens, bortset at den sidste lørdag lige skal "vendes" en gang.
Det var lidt om det, vi har planlagt til denne dag, og det bliver rettet til hvad der så i virkeligheden ER sket i løbet af dagen. Denne "rettelse" sker allerede lørdag den 7. juli omkring kl. 15.00 samt igen ved 21-tiden, når vi er helt hjemme, og hvis teknikken virker, vil der også komme billeder her under.
Peter Fly skrev lørdag klokken 12.00:
Nu sidder vi ombord på færgen og har lige spist frokost blandt de mange "almindelige" turister. Det er nu et flot syn med omkring 70 uniformer i samme område på en færge. Og det vækker opsigt - sådan på den positive måde. Kaptajnen har lige kaldt over det klassiske højttaleranlæg, at vi nærmer os Ystad. Herfra skal vi så med bus til København, og så mangler vi kun togturen og et - for nogens vedkommende - længe ventet gensyn med forældrene. Også her på færgen er vi samlet i de tidligere nævnte farvehold, så der er virkelig blevet skabt et venskab på tværs af aldersgrupper i den forgangne uge.
Morten Holmsberg og Hans Jørgen var så heldige at de kunne komme med den samme færge som os, så det betyder at vi rammer Blegdalsgården omkring samme tid. Med andre ord så kan vi ledere og sikkert også roverne pakke alt grejet ud/sammen mens alle i forældre sidder og hører alle røverhistorierne fra ugens løb. Det er vi meget glade fra, så vi slipper for at møde op i morgen søndag.
Nu er vi ved at sejle i havn, så jeg må vel hellere til at samle mit skrammel, for som en ulv sagde: "Kom nu Peter Fly, vi går altså nu!"
Peter Fly skrev lørdag klokken 16.30:
"Næste gang... Horsens. Det var Horsens." Sådan lød det for få sekunder siden, så tidsplanen holder tilsyneladende. Der er ikke lang tid til klokken er 18.39 og vi rammer Aalborg, så vi ledere må indrømme, at der er en del trætte små hoveder med i samme tog som os. Og hvad er det så lige, der får DIG til at tro at vi ledere IKKE er trætte? Det er helt forkert, så vi glæder os også til et langt varmt bad og en blød seng. Og som Sara (rover) sagde:
"Nu går der lang tid inden jeg skal se rafter igen!".
Dette bliver den sidste opdatering af vores hjemmeside skrevet dag for dag, og vi kan kun sige, at det blev en succes. Når vi når lørdag aften er ser det ud til at vores hjemmeside har haft 600 besøgende, og her taler vi om antal besøg blot her i uge 27, så tak til alle jer, som har været inde på siden for at følge med.
Når vi ikke lugter af røg længere og alle sokker er hvide igen, vil der et sted her på siden komme en samling af alle de billeder vi har taget på lejren. Får du fremkaldt et billede som simpelthen også bare SKAL med i denne samling, så giv eller send det til mig (Peter Fly) og jeg sender det tilbage efter en uges tid. Så kommer dit billede også med.
Her til sidst vil vi gerne bede om jeres hjælp til at få "tilbagebyttet" de ting og sager, som børnene ved en fejl har fået med hjem. Det drejer sig især om bestik, tallerkner, t-shirts m.m., som er "sporløst forsvundet". Vores erfaring siger at mange blot har fået f.eks. en anden mands gaffel med hjem, og hér er det at vi gerne vil have alle disse "fejlplaceringer" afleveret til barnets leder. Det vil så blive samlet på Blegdalsgården, og dermed skulle det hele gerne finde den rette ejermand igen.

Så er det lørdag morgen og vores 3 bivuakker pilles ned igen

Vores ellers meget flotte køkken er erstattet af en stak mælkekasser

Inden vi forlader en lejrplads går vi frem og tilbage på én lang række og samler det op, som ikke hører til i naturen. Og vi bliver ved til vi ikke kan finde mere!