Idag er det onsdag hvor juniorerne skal på aktiviteter. Formiddagen byder på et løb med forskellige spejderaktiviteter. Om alt går vel vil eftermiddagsaktiviteten betyde at juniorerne i aften kan køre rundt på lejren; de skal lave en raftevogn.
Dagene lørdag og søndag forløb for det meste med at få lejren på benene og kun med et enkelt bidrag fra lederne står lejren nu flot og det er ved at være rutine at man i skiftehold selvfølgelig selv laver sin mad og vasker op- hvis det skule være svært at tro foreligger der fotografiske beviser.
- Christian
Henrik Uhrenfeldt skrev onsdag den 3. juli kl. 22:30Så har freden endnu engang lagt sig over lejren, og regnen trommer ligeså stille på teltdugen. Alle er gået tidligt i seng for at være friske til udflugten rundt på Læsø i morgen.
Dagen har budt på vidt forskellige aktiviteter for bævere, ulve, juniorer, spejdere og seniorer. Bæverne har brugt tid på at få orden i deres bagage. Når ti bævere bor i to patruljetelte bliver der nemlig nemt en masse små bunker af tøj og ejendele der ikke er til at finde rundt i. Mens bæverne sorterede tøj og ejendele arbejdede ulvene med at konstruere såkaldte musbåde.
Kort fortalt er en MUS-båd et lille bræt savet til i bådform, udstyret med styrhus, primitiv motor, sejl og hvad man ellers kan finde på. Der er kommet mange forskellige udformninger - ligefra små fikse speedbåde til kæmpe færger. Fælles for alle er at de var ude at sejle på den smule vand vi har liggende et kort stykke fra lejren - og det er ganske sikkert ikke sidste gang vi leger med de både.
Mens bæverne og ulvene var travlt beskæftiget var juniorerne på et mindre løb med poster, og seniorerne var ved at bygge deres nye swimmingpool om til kombineret sauna og pool - hvad bliver dog det næste? Måske den kombinerede opvaskemaskine og soveposevarmer?
Over middag kaldte Søren hele gruppen sammen - hvad havde han nu fundet på. Bag ham på et tomt stykke af lejrpladsen stod et gult patruljetelt med et stort hul i. Det havde troppen sovet i de sidste dage, men de var blevet en anelse trætte af de kaskader af vand, der hver nat listede ind af hullet. Derfor syntes Søren at det var tid til en lille "dokumentar-udsendelse" kaldet "Telt-brandøvelser for viderekommende". Et lille bål var rigget til inde i teltet, og vi skulle alle se hvad der egentlig ville ske og hvor hurtigt det ville ske. Længere nede på denne side kan I se billeder fra brandøvelsen.
Faktisk viste det sig at sådan et patruljetelt er temmeligt besværligt at få til at brænde, men når flammerne så først har rigtigt fat, tager det faktisk ikke stort mere end 30 sekunder at brænde sådan et telt ned til grunden. Endnu en god grund til at huske på at ild ikke hører hjemme i telte!
Eftermiddagen stod for bævere og ulves vedkommende på "Store Badedag". Alle fik et tiltrængt bad i et telt indrettet som badeanstalt med varmt vand, sæbe og højt humør. Som en god afslutning på badet var der mulighed for at blive spulet med koldt vand og sætte gang i blodomløbet. Det høje humør fulgte ungerne ud fra badet, og det blev til en del overfald af ganske uskyldige ledere, der til sidst måtte finde sig ribbet for strømper og sko og med tøjet fuld af halm.
Juniorernes eftermiddag stod på konstruktion af sæbekassebil. Langsomt men støt blev en fiks bil konstrueret af hjulene fra en gammel barnevogn, et par brædder og nogle rafter. Da man så løsdelene så det ikke ligefrem realistisk ud, men ikke desto mindre har juniorerne her til aften fræset rundt på lejrpladsen på en særdeles sporty sæbekassebil i bedste Flintstones stil.
Aftensmaden i dag stod på kogt skinke, grøntsager, kartofler og kold dild-dressing - og der var stor afsætning. Vi måtte dog erkende at det ikke er helt nemt at skære kød over på et par skæve rafter, så et par tallerkenfulde mad måtte en tur på jorden. Efter maden tog de flinke ledere tjansen med opvask, og ALLE gik straks igang med at skrive postkort til dem derhjemme. I bæverteltet sad tre ledere og hjalp med at skrive, mens ulvene faktisk skrev næsten alt selv.
Da vi skal rigtigt tidligt op i morgen for at være klar til rundvisning på Læsø gik de fleste tidligt i seng med en lille historie på sengekanten.
Netop nu har seniorerne vundet den toilettømning lederne netop skulle i gang med, da de syntes det var sjovt at vælte spejdernes telt her midt i regnvejret. Så er vi heldigvis fri for det og kan istedet bruge tiden på at sove :-)
Godnat til alle fra lille våde Læsø!
- Henrik
















