Lørdag den 28. juni 2003

Rasmus Hansen & Christian Uhrenfeldt skrev kl. 21:45

Så oprindt dagen endelig, hvor Knudens bævere og ulve skulle afsted på sommerlejr. Jeg er sikker på vi er mange, der har set frem til årets store spejderoplevelse. Klokken var 9.00 på Aalborg banegård da de første deltagere tænkte på at ankomme og en halv time senere var alle ankommet - næsten da! De flotte bævere og ulve var pakket og klar til sommerlejr i det nordjyske. Ved ankomst blev børnene delt ind i hold med forskellige farver (og tørklæder), så man bedre kunne se om man nu var med i toget.

Alle kom godt med toget og nogle vakse spejdere kontrollerede, at vi kørte den rigtige vej, ved at tage en pejling til solen. Nå mange kilometer senere (og mange gætninger af "toget er ladet med", hvor en gammel leder måtte se sig overvundet af nogle vakse bævere) ankom vi til Frederikshavn, hvor vi skulle skifte til "Grisen", som togbanen mellem Frederikshavn og Skagen hedder.

Her havde vi gode pladser og lige da vi sad allerbedst havde Søren trykket på en knap og tre minutter senere stod vi ved et trinbræt midt i junglen, hvor aber og løver svingede sig rundt i lianen..Nej nu løber fantasien af med mig, men vi stod i hvert fald ved kanten af en plantagevej. Denne skulle vi følge et godt langt stykke (omkring tre kilometer) for at komme frem til lejrpladsen "Lodskovvadlejren" og vores tiltrængte madpakker. På vejs kunne man nyde det flotte danske landskab, der var pletvis velsignet med små idylliske landejendomme. Da vi drejede ind ved en af de hyggeligste, opdagede jeg, at vi var ankommet til vores højtelskede lejr og børneskaren udsang et trefoldigt leve med røde runde kinder og store smilende ansigter.... Nu er den vist gal med fantasien igen! - nu må Rasmus vist hellere tage over!

Da vi alle ankom til Lodskovvadlejren - både bævere, ulve, ledere og bagage i tonsvis, var vi nået dertil, hvor frokosten skulle indtages. Menuen stod på solvarme madpakker, idet temperaturen nu var nået på den varme side af 25 grader. Tøffe stod herefter for en udvidet rundvisning på vores bopæl den næste uges tid. Dagens første spejderdyst var teltopslagning, hvor det var tydeligt at bæverne var ulvene overlegne, så det endte med at bæverne måtte slå telte op til lederne, imens ulvene byggede en fin indgangsportal til lejrpladsen. Det var de også rigtig gode til og samtidig er det lejrens bedste klatrestativ. Vores dejlige madmor Helle havde i alt hemmelig fremtryllet en rygende varm og delikat drømmekage, som med stor behag blev fortæret med en ordentlig omgang saftevand.

Tro nu ikke at spejderlejr kun går ud på at arbejde hårdt, nej eftermiddagen blev sandelig også brugt til både en temmelig hurtigtløbende fanger, boldspil og så en gemmer. Bæverne havde også en ret hemmelighedsfuld leg, som vi ikke rigtig kan få ud af bævermor, hvad gik ud på. Det kan dog være at vores bæverforældre kan høre lidt nærmere om dette når vi igen er på Aalborg banegård. Så vidt vi er orienteret blev eftermiddagen også udnyttet til at give lederne lidt buksevand - måske havde de bare tisset i bukserne. Uden mad og drikke dur helten ikke, som det jo hedder sig og da klokken var lidt over seks bredte der sig en liflig duft ude fra køkkenet. Igen var det vores madmor assisteret af gæstekokken Christian Uhrenfeldt, der havde tilberedt en kæmpe mængde pasta med tilhørende kødsauce, der til alles store behag blev nydt på vores efterhånden ret hyggelige lejrplads.

Opvasken skulle jo også klares, men det var nu en smal sag for vores fire frisk bæverpiger, der hurtigt ryddede den af vejen. Endelig var vi nu nået det et af dagens helt store samtaleemner, nemlig lejrens første TUT, hvor Marie sørgede for at alle havde fyldt lommerne med slik inden vi gik til lejrbål. Traditionen tro havde vores store historie fortæller Tøffe fundet en rigtig fræk historie om Viggo og Topper, og for at holde formen ved lige måtte vi have en omgang hæsblæsende fader Abraham. Vi er nu nået hertil, hvor slikket skulle skures af gebisset og soveposerne ligger og råber ovre i teltene. En god dag med rigtig lejrvejr og god mad. På gensyn i morgen.


Billeder fra dagen

Friske bævere og ulve på stationen i Fredrikshavn

Vi glæder os til årets sommerlejr

Rigtig spejderhygge i "Grisen"

Frokosten indtages på Lodskovvadcentret

Selvfølgelig skal flaget op, når Knuden er på lejr

Tydeligt bevis på at bæverne er seje til at slå telte op

Stor rygsæk lille spejder

Slikmutter i færd med at forberede aftenens TUT

Den hemmelige bæverleg

Der skal væske til i sommervarmen

Hvad mon er så interessant??

Så skal der laves fodboldmål

Altid hyggeligt med en sang efter en god historie