Tirsdag den 1. juli 2003
Henrik Uhrenfeldt skrev kl. 21:30En våd tirsdag er nu ved at være ovre og ungerne fortæller de sidste vittigheder i teltene inden de sover. Det er netop klaret op, og skyerne vidner om en tørrere onsdag med udflugt.
Dagen startede for mit vedkommende i min dejligt varme sovepose - uhmmm... Lidt efter blev jeg og min teltkammerat Søren overfaldet af en hel flok bævere, der mente at nu skulle vi op! Da vi på allermest pædagogiske vis havde overbevist dem om at vi ikke skulle op forsvandt de igen og vi kunne igen sove...zzzz... Allerede inden vi igen nåede i drømmeverdenen blev der pludselig vådt. Vi havde fået vand af de to mest væmmelige ledere i lejren - nemmerlig Marie og Mette. Hævnen er sød - bare vent...
Efter en morgenmad i den stille regn - den første regn vi har haft på lejren - blev de små tasker pakket med vandflaske og resten af regntøjet, så alt var klar til en gåtur til Råbjerg Mile. Kort efter blev der meldt klar til afgang og turen gik stik nord mod den store vandreklit.
På vejen kom vi igennem den helt specielle natur der er sydvest for milen. Selvom vi ganske vist ikke så nogle findes der blandt andet den kødædende plante Soldug i området. Naturen er helt unik i den forstand at området øst for milen er et "normalt" skovområde, hvorimod området vest for milen tydeligt bærer præg af at vandreklitten har passeret. Samtidigt ser det jo også en anelse besynderligt ud at der pludselig ligger en kæmpe klit inde midt i landet.
Efter en tur på ca. en halv time fra lejrpladsen var vi allerede fremme ved milen, og opstigningen kunne begynde. Selvom det så pærelet ud nedefra tror jeg de fleste blev overraskede over hvor svært det er at kravle op ad en så stejl klit - ja eller også er jeg bare blevet gammel.
Nu kunne en ægte ørkenvandring begynde, og hvis man på bestemte steder kiggede hele vejen rundt kunne man kun se sand, sand og atter sand. Ganske vist stod solen ikke højt på himlen og bagte, nej faktisk regnede det og et godt nordjysk blæsevejr var i fuld gang. Men humøret var højt, og inden længe lå milen mod syd.
På P-pladsen mødte vi Christian og Marie, der havde frokosten med fra lejren. Da regnen ikke havde løjet af, fiksede vi hurtigt et ægte beduintelt hvor bævere, ulve og ledere kunne søge ly for regnen mens frokosten blev severet. Mens rugbrød, æg, leverpostej og pølse blev klargjort lærte vi en ny sang - hvad den går ud på må I vente med at få at vide.
Regnen tog til mens vi spiste, så turen sydover milen var ikke længere så sjov som den skulle have været. Derfor blev alle fragtet tilbage til lejren i vores to biler, der kørte nogle gange frem og tilbage. I lejren tænde Bissen op i pejsen og der var råhygge i Lodskovvadhytten.
Efter en eftermiddag fyldt med kage, varm kakao, breve hjemmefra og postkortskrivning stod aftenens menu på "Kamelpukkel". Vi besluttede at lege stilleleg, så for første gang i Knudens historie kunne man opleve 19 bævere og ulve konsumere aftensmad uden at sige det mindste kvæk - det havde jeg ligegodt aldrig troet kunne lade sig gøre. Med fornyet energi kunne alle ungerne koncentrere sig om at pakke taske til morgendagens store udflugt til Skagen, inden et meget kort lejrbål løb af stabelen.
Pejsestuen, der dannede ramme om eftermiddagshygge og aftensmad, er nu omdannet til tørrerum og alt tøj er ved at blive tørt og klart til i morgen. Nu glæder vi ledere os også til at komme i posen når de sidste af dagens pligter er ovre.
- Henrik
Billeder fra dagen
Morgenopvarmning ved morgenbordet
Klar til afgang!
Opstigning på milen
Ørkenvandring!
Herfra ligner det faktisk lidt en ørken.
Beduinerteltet med frokost. Nej - det var ikke tåget, kameraet bare lidt vådt.
Postkort skrivning i pejsestuen.
"Auktion" over efterladte ejendele.
Der guffes slik mens der fortælles historie til lejrbålet.
Et meget sjældent syn!
Godnat i tøseteltet!
Den sidste bæver på vej til teltet efter tandbørstning.
Det sidste ulvetelt melder klar til natten..