Fredagen i Skagenlejren stod i oprydningens tegn. Vi stod alle op lidt over 8 og heldigvis havde regnen valgt at trække sydover. Efter en god morgenmad med pålægschokolade, marmelade og andre gode ting kunne vi tage fat på oprydningen.
Første projekt var at få tømt teltene for bagage. Det kan godt tage lidt tid, når alt skal pakkes ned i rygsækken - og de fleste børn er helt sikre på at det ikke kan være der. Efter bagagen var flyttet væk fra lejrpladsen startede en større auktion over tøj og andre ejendele der enten havde hængt til tørre eller blot var glemt forskellige steder (vi har iøvrigt stadig en del smådele tilbage - mangler I noget så ring til Henrik - 20710556). Så snart dette var på plads og rygsækkene nu endelig pakket kunne alle hjælpe med at nedbryde lejrpladsen.
Alle bygningsværkerne havde stået næsten en hel uge og besnøringerne havde suget en del vand. Når det sker bliver de temmeligt svære at binde op, så kun de der var udstyret med et merlespiger kunne vriste dem op. Imens kunne andre så bære rafterne på plads og ringle reb op så de var klar til næste lejr. Også bålpladsen og vores "vandhuller" skulle sløjfes på pæn vis, så der blev gået til den med spader og de bare fingre.
Henad kl. 12 var pladsen næsten helt ryddet og det var tid til en frokost ved hytten. Denne gang bød frokosten på alt det der var tilbage - ja selv koldskål kunne man få. Herefter åbnede slikbutikken for sidste gang på lejren, så der var mulighed for at pleje den søde tand.
Indtil der var afgang mod toget blev de sidste ting ryddet op, og der blev også tid til en leg eller to. Efter den 3 km. lange gåtur til toget var hele holdet klar til afgang med "Grisen" mod Frederikshavn, hvor der skulle skiftes til et andet tog mod Aalborg.
Så nåede vi enden på endnu en Knuden-sommerlejr. Vi ledere håber at alle børn havde en rigtig god tur og at vi ser jer alle efter sommerferien og ikke mindst på næste sommerlejr!
Med spejderhilsen
- Henrik