Onsdag den 5. juli

Henrik Torsgaard og Kirstine Johansen skrev kl. 22:10

Bævere og ulve blev i formiddags smidt i bad og deres tasker blev endevendt for myrer, rent og urent tøj. Senere på dagen var der aktivitet med gøgl og akrobatik, hvor alle fik prøvet diverse akrobatiske øvelser, som for eksempel at gå på glas og lave menneske pyramider. En stor del af dem fik også prøvet af om de kunne komme i Hummelmosens rekordbog, og det lykkedes da også vældig godt for de fleste.

Juniorerne og Spejderne blev i morges vækket i bivuakken af Tøffe der kom med morgenmad kl. 6.15 Efter at have fortæret maden som en flok glubske hunde, gik turen over stok og sten, og sågar gennem en omgang brændenælder, de sidste 8 km, tilbage til centret. Kun opholdt en enkelt gang, da de skulle over en hestemark, hvilket Torsgaard var en anelse utryg ved. Men efter så at være kommet hjem, ved frokosttid, fra en god hike, uden klynken (ros til de seje Juniorer og Spejdere) gik dagen med bad og afslapning.

Seniorerne fik ligesom juniorerne og spejderne tidlig morgenmad, og nåede tilbage til lejren kort tid før frokosten var klar. Om eftermiddagen havde seniorerne krydspejling på programmet. Til de udenforstående er dette blot en aktivitet der har med kompasser og retninger at gøre.

I morgen er der udflugt hele dagen og derfor er alle enheder sendt tidligt i seng. Udflugten vil formodentlig blive en god og sjov overraskelse for alle, og jer der hjemme vil høre mere om det i morgen.

Godaften her er myrerne, vi er blevet godt trætte af de elendige spejdere, tidligt i morges, blev alle deres tasker åbnet og tømt, og dermed blev vores hjem samtidigt ødelagt, vi har nu holdt råd og overvejer i stedet at flytte ind i lederteltet i stedet. Vi kan jo nok være helt sikre på at der bliver vi ikke forstyrret.

På gensyn i morgen!

Lederne


Billeder fra dagen