Så er vi nået frem til den sidste hele dag på lejren, og som de fleste foregående morgner startede denne med morgen-løb med Thomas, i dag gik turen forbi seniorlejren, hvor der blev sunget morgen skønsang. Herefter var der for sidste gang på lejren teltinspektion ved både junior og trop.
Efter morgenmaden stod den på takling af reb til den store guldmedalje, så vi ved 10-tiden, sammen med senior og rovere kunne bygge en luftgynge til eftermiddagens tivoli. Der blev taklet og taklet, og da vi så kom op på pladsen, blev der igen taklet og taklet lidt mere. Formiddagen gik altså med bygning af luftgynge, som senere blev en stor succes.
Eftermiddagen gik med besøg fra jer forældre, og besøg ved de andres forlystelser. En god aftensmad, som bestod af spagetti og kødsovs, og abe-mad til dessert, blev indtaget, og mon ikke det faldt i god jord hos de fleste, der blev i hvert fald næsten spist op. Bagefter så stod den ellers på rengøring af gryder, det tog kun en halv times tid før de kunne godkendes og sendes videre til pakning.
I skrivende stund sidder alle omkring bålet og hygger med skumfiduser og bål efter et sidste fælles lejrbål, hvor årets ås-faktor blev fundet, til Ditte og Julies store held var det ikke Mathilde, der vandt denne præmie, men et hold spejdere fra Skotland ;)
Vi siger mange tak for en rigtig hyggelig lejr med godt humør hele ugen
Godnat og på gensyn i morgen.