Mandag den 7. juli

Stinne og Sune skrev kl. 21.30

Kære alle derhjemme!

I dag har solen skinnet, så det har været skønt at være ude. Det var en god overraskelse at vågne op til godt vejr oven på gårsdagens regnskyl inden sengetid.

Dagen i dag startede efter morgenmad og flaghejsning med den først aktivitet. Det var en sjovt løb med temaet Emil fra Lønneberg, og posterne var blandt andet gang på stylter, forbinding af hans fars tå efter mødet med en musefælde, og kast med vandballoner! Derefter var vi alle meget sultne til frokost, hvor rugbrødsmadderne blev spist i højt humør.

Om eftermiddagen gik vi til centrets store, flotte sø, hvor vi med net, fiskestænger og forstørrelsesglas forsøgte at fange og studere fisk, tang og diverse smådyr. Vi fangede ikke så meget selv, så heldigvis kom en spejder fra centret hen til os med en ruse fyldt med levende krebs fra søen - de blev godt nok studeret, rørt og leget med...måske blev en af børnene bidt lidt, men han tog det med et smil:-)

Her til aften har der været god tid til at lege i huler og med bold og pinde - hvor energien kommer fra er lidt en gåde, men vi ledere gætter på at det skyldes slikken fra Tutten!!

NU er ungerne på vej i soveposerne, og vi ser frem til en ny dag i morgen, hvor vi skal være sammen med alle de andre spejdere på centret til en fælles tema-dag. Sov rigtig godt!

Fra os alle
Billeder fra dagen