Søndag den 25. juli

Kathrine Schmidt skrev kl. 23:43

Dagen startede kl. 7 med morgenvækning og morgenmotion. Det er dagen for patruljedøgnet. Juniorerne har været på hike til Daugbjerg Kalkgruber. Troppen har været afsted på maritime drømme, hvor de har sejlet i kano. Patruljeledere og asistenter var til info-møde og så skulle rygsækken pakkes. Sovepose, liggeunderlag, lidt ekstra tøj og så var juniorerne klar til at gå.

Vi tre juniorledere valgte atgå med, for at alle kom godt frem. Vi valge også den korte rute på ca. 10 km. derud. Udstyret med 2 sæt kort kom vi godt afsted. Vi kom ikke mange meter væk fra lejren før der blev set på store guldsmede og små frøer. Ad små veje gik turen ud i det danske land omkring Skive og Viborg. Efter en times tid gjorde vi holdt og spiste en god frokost, og fik fyldt vand op.

Vi har haft godt vejr at gå i. Ikke bragende sol, men tilpas overskyet til at det ikke blev for varmt at gå. Dog kom der en enkelt lille byge på ca. 5 min. Hiken derud har været lidt lang og hård for nogle af juniorerne, men alle kom godt frem til kalkgruberne og så var det hele næsten glemt. Maden blev lavet på trangiaer, men her tog vi ledere afsted og overlod dem til lederholdet ved kalkgruberne. Planen var derefter at de kl 20 ville få en rundvisning i kalkgruberne og at de skulle sove dernede om natten.


Henrik Uhrenfeldt skrev kl. 23:54

For seniorerne har dagen i dag stået på masser af pionering i formiddagstimerne. Den ambitiøse indgangsportal begynder at tage form og tiltrækker opmærksomhed fra forbigående lejrdeltagere. Det skal nok ende med at blive ganske imponerende.

Omkring middag dragede holdet afsted på "patruljedøgnet", hvilket er en 24 timers aktivitet, hvor patruljen er væk fra lejren. Seniorerne valgte allerede hjemmefra at det skulle dreje sig om mad, så de er nu afsted på aktiviteten "Vild med mad - patruljekogebogen". Hvad de får med sig hjem af kulinariske kundskaber må tiden vise, men man kan da kun håbe at de lærer at tilberede forskellige slag mad i seperate gryder, potter og pander - i modsætning til den normale "seniormetode", hvor samtlige ingredienser puttes i wok'en fra Prips dims og derefter varmes og krydres til både konsistens og smag er en smule udefinerbar.

På gensyn i morgen!


Billeder fra dagen