Så kom vi afsted. Efter flere forgæves forsøg på at tælle til 39, kom bussen endelig afsted. Og 3 glade bævere, 11 muntre ulve, 11 kække juniorspejdere, 7 gæve tropsspejdere, 2 dovne seniorer og 5 ihærdige ledere kunne vinke farvel til en række forældre, der nu måtte mangle deres børn i en hel uge.
Alle spejdere ankom kl. 12.00 til lejrpladsen Tandrup, hvor de sidste 7 ledere stod og ventede. Nu stod resten af dagen på opsætning af telte, pionering af køkkenbord, anlæggelse af bålplads, huggeplads og fedtfælde. Der blev lavet en del og i morgen fortsætter vi med spisebordet, for midt i det hele blev der kaldt til samling og aftensmaden var serveret. Dagens menu stod på Tøffes pølsedrøm med ris, grøntsager og kålslaw, som det vist nok hedder på disse kanter. Efter aftensmaden stod den på tut, og lejrbål med sang, sanglege og musikquiz. Holdet burgers vandt stort på grund af deres fænomenale musikviden. Da lejrbålet var slut blev det tiden hvor alle trætte spejdere skulle gå til ro. De fleste ligger nu stille og sover i deres poser. Længselsfuldt ser de frem til solen der står op over Thyland og morgendagen der er på vej. Og kan I nu skynde jer, at få set billederne, så I også kan komme i seng.