Søndag den 24. juli

Thomas Overgaard skrev kl. 23.18

Så har roen igen sænket sig over lejren ved Vandet Sø, hvor endnu en vellykket dag er gået på kanten af Nationalpark Thy. Som bondemandssøn er det tid til at smide sikkerhedstræskoene for en stund, og berette om hvad Knuderne nu har udrettet på THY 2011.

Dagen i dag har virkeligt budt på megen aktivitet. I formiddags var Bæver og Ulve på Pippi Langstrømpe løb, med pandekagebagning og andre ”Pippish”-poster, Alt i mens var Junior og opefter i sving med at pionere køkken- og spisebord samt generel lejrplads færdigt.

Eftermiddagens fællesaktivitet var et løb i blandede hold hvor der var opgaver af enhver art, bl.a. GPS løb med balloner, forskellige levende samarbejdsposter. Aktiviteten sluttede af med en stor dyst holdene imellem - hvilket resulterede i sorte negle da posten skulle graves op, fedtede fingre efter sæbeboblepustning og møgbeskidte lemmer og tøj efter at have forceret en bundløs græsmark for at sejle et mindre kano-kapløb. NU var vi kommet til Thy!

Efter dysten blev der indkaldt til store badedag i søen, hvilket var et stort hit.

Aftenen var en fri-aften så der var en flok som hyggede sig med en omgang ko-fodbold, mens andre hyggede ved et lille lejrbål. Dog blev aktiviteterne afbrudt af saft og kage, inden det var tid til at sige tidligt godnat, da morgendagen byder på hike-oplevelser, hvor alle skal ud af lejren.

Derfor er alle spejderne spændte og nogle ligger sikkert stadig og overvejer hvad dagen i morgen vil bringe af spændende aktiviteter rundt i det THY’ske land.


Billeder fra dagen